Ja, du læste rigtigt! Hvor ironisk det end lyder, er den 15. november en national mærkedag i de Palæstinensiske områder som den officielle ’uafhængighedsdag’.
Arafat Square i Ramallah ved Abbas' tale til FN den 21. september 2011
Uafhængighedsdagen markerer dagen i 1988, hvor Det Palæstinensiske Nationalråd (PNC) erklærede Palæstina som en selvstændig stat med Jerusalem – eller i hvert fald en del af den – som sin hovedstad. I erklæringen lå en anerkendelse af to-statsløsningen fra FNs Generalforsamlings resolution 181 (II) i 1947 om oprettelsen af en israelsk og en arabisk stat – en resolution som palæstinenserne indtil da opfattede som ulovlig. Erklæringen blev set som et ’historisk kompromis’ og et stort skridt på vejen mod fred.
Palæstinensisk kvinde med nøgle - symbolet på palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres oprindelige hjem i Israel. FOTO: C. Olesen
I Israels selvstændighedserklæring fra 1948 accepterede Israel også Generalforsamlingens resolution, hvilket var en betingelse for at blive anerkendt som medlem i FN. I resolutionens opdeling af landet, var en større andel angivet som palæstinensisk end grænserne efter 6-dages krigen i 1967. Grænserne blev ikke specificeret i den palæstinensiske uafhængighedserklæring, men PNC har senere vist villighed over for at anerkende grænserne fra 1967.
Palæstina for ALLE palæstinensere
Et kritisk område for Israel i den palæstinensiske selvstændighedserklæring har dog sandsynligvis været udmeldingen om, Palæstina som land for alle palæstinensere. Over halvdelen af palæstinenserne (ca. seks millioner) bor uden for Israel og de palæstinensiske områder. Denne store diaspora er Israel ikke interesseret i vender tilbage, fordi de måske kunne få den ide at ville bo i Israel. FN resolution 194 (III) (som Israel også anerkendte ved sin indtrædelse i FN i 1948), gør det nemlig klart, at alle palæstinensere har ret til at vende tilbage til deres oprindelige hjem – om det er i Palæstina eller Israel – i tråd med Menneskerettighedernes artikel 13.
Drømmen om en stat lever
Palæstinensisk dreng med flag til Abbas' tale til FN 23. september 2011
I dag virker selvstændighedsdagen noget falmet. To intifadaer, bosættelser og Separationsmuren har gjort situationen noget mere kompliceret. Men palæstinenserne har langt fra opgivet drømmen om en stat, og igen i år har de vendt sig mod FN. Ansøgningen om statsanerkendelse i september fik ikke flertal i Sikkerhedsrådet – en lettelse for USA, der derfor ikke behøvede at nedlægge veto, som de ellers havde truet med. Trods dette nederlag, fik det atter engang palæstinensisk selvstændighed på den internationale dagsorden, hvor to tredjedele af FN’s medlemslande nu officielt anerkender en palæstinensisk stat. Desuden blev Palæstina i oktober optaget som fuldgyldigt medlem i UNESCO.
En reel uafhængighedsdag ligger nok langt ude i fremtiden for palæstinenserne, men drømmen lever i allerhøjeste grad.
december 27th, 2011 → 19:20
[...] de norske toner, talte Fayyad til forsamlingen om Abbas og ansøgningen til FN om statsanerkendelse i september. Efter talen samledes præsterne fra den ortodokse kristne, den katolske og den evangeliske kirke [...]