Da jeg ikke havde modet til at tage billeder, er her i stedet et billede af det meget større Qalandia checkpoint som ligger mellem Ramallah og Jerusalem – altså adskiller Vestbredden med Israel (inkl. det annekterede Øst Jerusalem).

Det har nok ikke gået mange menneskers næser forbi, at der er checkpoints i Israel og Palæstina – mange checkpoints. Men før jeg flyttede hertil, troede jeg ærlig talt, at de alle sammen var mellem Vestbredden og Israel eller Gaza og Israel, og ikke inde på selve de palæstinensiske territorier. Jeg tog fejl! Deres ophøjede, formelle formål, er at gøre det muligt for israelsk militær på meget kort tid at afskære alle byer og landsbyer fra hinanden i tilfælde af udbrud af optøjer. Mange af checkpointsene er ubemandede, eller der står to-tre teenagere og keder sig i fuld kampuniform og får tiden til at gå med at SMS’er eller pjatte med hinanden uden at give meget opmærksomhed til bilerne, der kører forbi. Men det gælder langt fra alle checkpoints’ene, lærte jeg i dag, da jeg var med bussen fra Hebron til Ramallah (førhen har jeg været i bil og undgået det ‘berygtede’ Wadi Nar-checkpoint).

Minibussen fra Hebron bumler op og ned over bjerge og gennem dale – små, snoede veje, og store landeveje bygget primært for at bosættere kan komme frem og tilbage mellem Israel og deres huse. I bussen er fem unge palæstinensiske fyre, en midaldrende mand og jeg selv. Den sene eftermiddagssol står ind af vinduet og varmen gør mig træt. Jeg døser hen indtil jeg pludselig vågner ved at vi sagtner farten for at passere et checkpoint mellem Bethlehem og Ramallam. Mens privatbiler kører igennem bliver ’servees’en’ (hvad palæstinenserne kalder minibusserne) gennet til siden.

En omkring israelsk soldat i starten af 30′erne og af højere rang river døren op og begynder at råbe på hebraisk. Min 18-årige medpassager, Adel, der sidder ud mod døren, ser forskrækket og uforstående på soldaten. ”Wherefrom?” siger soldaten. ”Hebron” svarer flere af mændene. ”Oh,” siger soldaten og hæver øjenbrynene – jackpot! Den 18-årige gennes ud af bilen efter soldaten har taget hans palæstinensiske, grønne, ID-kort. En anden, yngre soldat kropsvisiterer ham et par meter fra bilen, mens soldaten i døren fortsætter råberiet – nu for at få alle andres ID. ”Har I været i fængsel?” spørger soldaten, nu på arabisk. Fyrene ryster på hovedet. ”Dig – hvor skal du hen? Hvad laver du?” siger han til én af dem. ”Ramallah,” svarer fyren, der er i starten af 20’erne, ”Jeg læser på universitetet i Cairo.” En 15-årig dreng på bagsædet har ikke sit ID med. ”Har du en telefon?” råber soldaten og den 15-årige nikker uforstående: ”Ring til din far!” Drengen ringer op og skriger småskingert og utålmodigt i røret ”Jeg skal bruge mit ID(-nummer)…. Nej, mit ID!!”

ID-kort og mit pas bliver samlet ind. Mens den midaldrende mand og jeg hurtigt får vores igen, går de unge fyres ID-kort på omgang mellem de omkring fem andre soldater ved checkpointet. Imens får den 18-årige lov at gå tilbage til bilen, og vi kører lidt frem for at vente sammen med to andre ‘servees’.

”De vil ingenting – de vil bare skabe problemer,” siger den unge studerende – der lettere ironisk viser sig at hedde Muafa’a (’den heldige mand’ på arabisk) – til mig på engelsk; ”Det her sker hele tiden.”

Vi venter i cirka 10 minutter, der føles meget længere i den stegende aftensol, mens bilen fyldes af anspændt stilhed. Så stiger chaufføren ud, henter ID-kortene, går tilbage og kører videre. En mærkelig ubeskrivelig stemning af efter-adrenalin lettelse (hvis det giver mening) breder sig. Den midaldrende siger noget, der helt tydeligt var rettet mod soldaterne og ikke noget særligt pænt. Den 15-årige stirrer skræmt ud i luften. Han fik ikke brug for sit ID-nummer.

Jeg spørger Muafa’a om han glæder sig til at skulle tilbage til Cairo. ”Ja,” svarer han: ”I Egypten kan man se mange ting og rejse rundt, som man vil. Man er…. fri!” Alligevel er han ikke i tvivl om, at han vil flytte tilbage til Hebron efter studierne. ”Det er mit hjem. Det her er mit land,” siger han og tager sig til hjertet.

Journalister in Beitala konfronteres af israelske soldater

Jeg har været til pressekonferencer før – men stadig så få at det for mig er ‘a big deal’. Ikke mindst når jeg modtager invitationen direkte i min personlige email inbox, og den har overskriften ‘Settler Violence in th Occupied Palestinian Territory’. Og jeg er ikke mindre smigret over min invite, da jeg møder op på Ramallahs 5-stjernede Møvenpick-hotel, hvor der er journalister fra alle de store mediehuse – AP, Reuters, AFP, Al Jazeera og en række flere. Ja, faktisk ville jeg have været totalt starstruck havde det ikke været for de 3-5 andre unge journo-spirer, jeg kender fra denne side af muren.

Pressemødet er arrangeret af FN-kontorerne UNECEF og OHCHR, den internationale observatør organisation EAPPI og menneskerettighedsorganisationerne Al Haq i Palæstina og B’Tselem fra Israel. Det er ‘tunge drenge’, og der er lagt op til en prof og omfattende briefing om situationen ifht. ‘settler violence’ – overgreb mod palæstinensere begået af bosættere. Men efter at byde velkommen, forklarer direktør af OHCHR Matthias Behnke, at mødets første halve time er “off record” – sorry, men hvorfor ha et rum fyldt med omkring 20 journalister fra verdens ledende mediehuse for at fortælle dem, de ikke må citere??? Jeg er totalt forvirret – især over, at ingen sætter ?? ved det, men intimideret som jeg er, holder jeg pænt min mund og skjuler let min diktafon.

Det er nu ikke, fordi budskaberne fra de fem direktører er særligt følsomme – blot foruroligende, hvilket ikke er så mærkeligt temaet taget i betragtning. De fremlægger de seneste statistikker og virker næsten til at plage de tilstedeværende pressefolk om at rapportere tallene.

‘I ku tage til Hebron, når skolerne begynder igen og fortælle om børn, der bliver chikaneret eller forhindret i at komme i skole,’ siger damen fra UNICEF.

‘I er velkommen i Susya, hvor vi følger børn til skole for at undgå, de bliver angrebet, og hvor der er kontinuerlig chikane af palæstinensiske familier med henblik på at få dem til at flytte,’ siger EAPPI-kvinden næsten bedende.

Og selvom begge er gode ideer til historier, slår mit Rasmus modsat-gen ind: du ska ik komme her og fortælle mig, hva jeg ska skrive.

De forklarer, at de håber, at de ved at slå dig sammen kan presse Israel yderligere til at lægge handling bag deres ord om at ville leve op til deres internationale ansvar som besættelsesmagt om at beskytte civilbefolkningen. Og tilføjer lige at ‘det jo også afhænger af mediernes dækning’…. og igen slår mit ‘du ska ik fortælle mig, hvad og hvordan jeg ska skrive’-gen ind.

Og jeg tænker, at når jeg – på trods af total begejstring over gratis kaffe og kage og forudarbejdet pressemappe med rapporter, citater fra officielle kilder og dvd’er med råmateriale af overgreb – blir så provokeret af vage udsagn og hentydninger til, hvad jeg bør eller ikke bør skrive, så er de seje damer og herrer fra toppen af min piedestal nok ti gange mindre uimponerede.

Dagen fortsætter med arrangeret bustur til en landsby, Beitala.

Palæstinensisk kvinde i Beitala fortæller journalister, hvordan hendes families oliventræer konstant udsættes for vandalisme af israelske bosættere

Over halvdelen af journalisterne er taget tilbage til ‘deres side af muren’, hvor de måske, måske ikke vil skrive et par telegrammer eller historier om dagens tal. Hvis et par hundrede tilfælde af vold mod børn på vej til skole og ti vandaliserede moskeer kan konkurrere med en bombe eller endnu en massakre i Syrien.

I Beitala står byens borgmester og flere af byens mænd på nakken af hinanden for at fortælle ‘verdens presse’ om deres vilkår. Efter tre har fortalt om, hvordan 100 af deres oliventræer blev revet op eller brændt i 2008, mister flere journalister tydeligvis interessen indtil ‘en siger: “Jamen i går ødelagde bosættere 18 træer lige her.” Yes, nyhedskriterium…. selvom det stadig ikke helt holder vand mod oversvømmelse med flere dræbte i Rusland.

Vi går rundt mellem ødelagte oliventræer indtil omkring 10 unge soldater i fuld kampuniform kommer hen og vildt gestikulerende spørger til, hvad vi laver. De beder en kvinde fra B’Tselem om at komme hen til dem, mens hun nægter og siger, at vi er en gruppe og alt ka siges højt. En arabisk fyr, der kan hebraisk oversætter, og jeg har hurtigt fået trykket på ‘record’ – yes, action. De ‘stakkels’ soldater indser dog hurtigt, at det nok ikke er denne gruppe, de ska vise deres magt overfor. Og efter lidt tid begynder folk at kede sig og vender tilbage til air conditionen i UN-bilerne.

Turen går tilbage til Ramallah, hvor de fleste journalister vender hjem til deres kontorer i Jerusalem, jeg selv til mine trygge rammer i den gamle bydel. Og i Beitala ka landsbyens beboere håbe på, at dagens store fremmøde af journalister betyder, at deres marker bliver ladet være i fred en dag eller tog. Måske er der endda et par aviser eller radio stationer, som bringer en historie om deres vilkår… men så går livet videre. Beboerne blir glemt og ligeså budskabet fra dagens værter om, at ‘Israel skal lægge handling bag deres ansvar for at beskytte civilbefolkningen under besættelse’.

Dagens pressemøde virkede så imponerende for en ung, uerfaren journo-spire som mig, men om værterne af mødet eller ofrene for vold fra bosættere kommer til at få noget ud af det, må jeg alligevel sætte spørgsmålstegn ved.

Læs om den danske lærer, Betina, der underviser palæstinensiske børn i engelsk på den græsk-katolske skole i Ramallah på Vestbredden.

FOTOS: Lena Odgaard

Den danske lærer, Betina Hvims, underviser i engelsk på den græsk-katolske skole i Ramallah på Vestbredden

Betina underviser sammen med en palæstinensisk kollega, der oversætter få ord og sætninger, men størstedelen af undervisningen foregår på engelsk – både i 1., 2. og 3. klasse.

Lærer, Betina Hvims, hjælper med opgaverne

Børnene i 2. klasse på Ramallahs græsk-ortodokse skole koncentrerer sig om opgaverne

Selvom der er 38 elever i klassen, er de gode til at række hånden op, når de vil sige noget

Børnene på skolen er blevet undervist i engelsk siden børnehaveklassen og kan sagtens svare på deres danske engelsklærers spørgsmål

For en måned siden var jeg så heldig at deltage i en omfattende workshop for journalister fra Europa og Mellemøsten. Da workshoppen fandt sted i Egypten, var der meget naturligt en del egyptiske deltagere – unge, journalister hvoraf mange havde dækket revolutionen på tæt hold, og oplevet på egen krop, hvor svært det er at bevare den professionelle afstand, når éns land står i flammer.

Interview med Rowan El Shimi (1. maj 2012)

I mit arbejde i mediesektoren i Palæstina, har jeg i løbet af det seneste år lagt mærke til, hvor svært – hvis ikke nærmere umuligt – det er for lokale journalister ikke at være præget af deres personlige baggrund og oplevelser. Flere fortæller mig, at når man er vokset op i en konflikt, der dikterer alt i éns hverdag, vil det have en naturlig og uundgåelig indflydelse på en persons verdenssyn.

Denne opfattelse kaldes mere akademisk ’socialkonstruktivisme’ og går mere simpelt fortalt (selvom teorien langt fra er simpel) ud på, at mennesket ikke er i stand til at værd ’objektiv’, men altid vil være påvirket af de kulturelle og sociale normer og regelsæt, de er vokset op med og befinder sig i. Det vil sige, at en persons oplevelse af ’sandheden’ er påvirket af dennes forståelse af verden, som er påvirket af dennes opvækst.

I videnskabelige kredse bliver det mere og mere opfattet som en selvfølgelighed, at der ikke findes en nøgtern sandhed. Men i journalistikken har ’objektivitet’ historisk været så solid en grundpille, at det stadig er kontroversielt at påstå, det ikke er muligt.

Flere anerkendte, internationale journalister har rokket ved objektivitetsidealet (Watergate-journalist Carl Bernstein er ofte blevet citeret for hans “journalistik er at prøve at nå frem til den bedst opnåelige version af sandheden” og Martin Bell, BBC-korrespondent i Sarajevo under krigen i Bosnien, foreslog “journalism of attachment”) – men bliver som regel mødt med højtlydt kritik og anklager om aktivisme eller PR.

Som journalist bliver jeg – ligesom størstedelen af journalister, der arbejder i følsomme områder eller med kontrovesielle emner – ofte mødt med kritik om at være unuanceret eller partisk. Hvis idealet om objektivitet falder, vil en sådan kritik nødvendigvis forværres. Derfor drejer det sig ikke om, at journalister ikke skal tilstræbe at rapportere professionelt, sagligt og dybdegående. Det er en del af deres job. Det handler i stedet om at anerkende, at journalister ikke er maskiner, men at deres beskrivelser af ‘sandheden’ er uundgåeligt påvirket af, hvordan de opfatter verden omkring sig.

Så når den egyptiske journalist, El Shimi fortæller om sine professionelle dilemmaer, da Cairos gader fyldtes med røg og tåregas, er det ikke et tegn på at hun er en dårlig journalist, men blot at hun – ligesom alle andre journalister- trods alt er et menneske.

‘Katastrofen’, som Nakba betyder, henviser til følgerne af Israels tilblivelse i 1948, hvor hundredetusinder af palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem og hundredvis af boliger blev ødelagt. Hvert år mindes palæstinensiske flygtninge verden over denne begivenhed og minder hinanden om deres ‘ret til at vende tilbage’.

Palæstinensiske børn laver fredstegn på Nakba dag i Ramallah

I løbet af de seneste måneder voksede demonstrationer i solidaritet med de palæstinensiske sultestrejkende støt. Advarsler om, at to fanger, der havde sultestrejket i over to og en halv måned ville dø af manglen på føde og næring fik rygterne til at svirre om, at det ville lede til endnu voldsommere demonstrationer – ikke mindst som ‘Nakba’ nærmede sig. Men den 14. maj var der pludselig meldinger om, at Israel havde indgået en aftale med de sultestrejkende. I første omgang drejede det sig om at genindføre familiebesøg og mulighed for at studere og afskaffe den omfattende brug af isolationsfængsling – reelt en aftale Israel indgik som en del af fangeudvekslingen med Hamas i efteråret, men som aldrig blev gennemført.

For de fanger, der sad i ‘administrativ forvaring’, var det dog ikke nok. ‘Administrativ forvaring’ er en del af israelsk militærlov, der betyder, at fængslede palæstinensere kan fængsles for seks måneder af gangen, uden at vide, hvad de er tiltalt for, og med hyppig mulighed for at forlænge fængslingen. For mange betyder det, at de har siddet tilbageholdt i årevis uden at være blevet stillet for en dommer.

Netop de to, der havde sultestrejket længst, Bilal Diab og Thaer Halahlah, protesterede mod brugen af ‘administrativ forvaring’ og forlangte at blive løsladt øjeblikkeligt. De to mænd havde vundet omfattende støtte og sympati blandt den palæstinensiske befolkning, og i ugerne op til Nakba voksede de daglige demonstrationer ved militærfængslet, Ofer, tæt på Ramallah, støt.

Først efter midnat lød de første meldinger på Twitter om en aftale mellem de to sultestrejkende mænd og Israel, der gik med til at løslade dem, når deres nuværende ‘administrative forvaring’ udløber uden mulighed for forlængelse. I sidste øjeblik afværgede Israel derfor en potentiel optrapning af konflikten, og sikrede sig en forholdsvis rolig Nakba.

Tusindvis af palæstinensere markerede ‘Nakba’ – ‘katastrofen’ – i Ramallah ved at gå i optog gennem byen

I Ramallah samledes et par tusinder palæstinensere – fra små skolepiger til ældre kvinder og mænd. Ført an af lokale drenge- og pigespejdere gik de i optog fra Arafats grav til Ramallahs centrum.

http://www.keek.com/embed/YSNdaab

May 15, 2012 | palestinians march through ramallah to comemorate the 64 years since ‘nakba’ by lodgaard on Keek.com

Ved ‘Clock square’ (der i efteråret blev omdøbt ‘Arafat square’) var der taler, dans og sang og alle svor i kor, at de for evigt ville kæmpe for palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage.

http://www.keek.com/embed/3WNdaab

May 15, 2012 | palestinians in ramallah promise to fight for refugees right to return for #nakba64 by lodgaard on Keek.com

Palæstinensiske kvinde i optog gennem Ramallah på den 64. ‘Nakba’ dag, den 15. maj 2012

Ved Qalandia checkpointet mellem Jerusalem og Ramallah, var der sidste år flere hundrede demonstranter, mens der i år kun var en lille gruppe drenge, der blev mødt med voldsomme mængder af tåregas, gummikugler og ‘skunk’-bilen, der sprøjter med en ildelugtende væske.

Nakba 2011 var en blodig begivenhed, hvor en palæstinensisk teenager fra Jerusalem blev skudt uden for en bosættelse i det palæstinensiske kverter Ras Al Amoud allerede to dage inden mindedagen. På selve Nakba-dagen blev mindst 15 dræbt, blandt dem kvinder og store børn, ved den israelske grænse til Libanon og Syrien, da en større gruppe af ubevæbnede palæstinensiske demonstranter fra flygtningelejre i Libanon og Syrien marcherede mod grænsen viftende med flag.

I lyset af forårets opstande i Mellemøsten, er det sandsynligt, at Israel følte ekstra frygt for at det ville blive overført til deres hjemmebane. Samtidig var der meldinger om, at Assad-regimet i Syrien havde stillet busserne, der fragtede de palæstinensiske flygtninge til grænsen, til rådighed i et forsøg på at vende verdenens opmærksomhed væk fra de begyndende opstande der.

Læs mere om Nakba 2011

Danske graffitimaler og gadekunstner, HuskMitNavn var en tur på Vestbredden for at tagge palæstinensiske mure i stedet for danske. Inviteret af Det Danske Hus i Palæstina (DHIP) blev besøget brugt som en anledning for palæstinensiske gadekunstnere til at lade sig inspirere af den erfarne danske kunstner og af hinanden. Og mange af kunstnerne havde aldrig mødt hinanden før – men hvilken bedre måde at gøre det på end en bustur!

http://www.flickr.com/apps/slideshow/show.swf?v=109615

Læs om HuskMitNavns bustur med palæstinensiske gadekunstnere:
Palæstinensisk streetart sparkes i gang med en bustur og en dansk kunstner

Later that evening, I was talking about the session with an Egyptian participant and was struck by of how differently she had experienced this discussion.

”All I could think was ’wauw, Western media sounds pretty progressive!’ Terminology is only the next thing I would think about – I’m just pretty impressed when the media reports the truth and do not publish Photoshopped pictures,” she said with an honest straight forwardness, which made it absolutely clear to me how different the media style and quality is from Danish to for instance Egyptian media.

This comment hit me as I became aware of how I take for granted the quality of the Danish media and the high expectations to trustworthiness, accuracy and balance.

Just a few weeks ago the main Danish news wire published a story mixing up Hamas and Hizbollah. I was horrified by this mistake, which was to me a sign of lazy and poor quality journalism. But putting it into perspective, I am now seeing an innocent mistake in a critical and accustomed media industry. Something we should be proud of and always aim for- but also recognize for the value it holds.

Jeg sætter mig med min bog og en vanilla latte i Starbucks cafeen, hvis amerikanske brun/grønne enteriør står i kontrast med omgivelsernes arabiske skilte og gråtriste klinker. Jeg kigger over min bog på menneskerne i terminalen.

Arabiske mænd med vandkæmmet hår strøget lige tilbage. Kvinder i lange sorte abayas – nogle smukt dekoreret fra top til tå med glimtende sten – sidder og snakker eller prøver at holde børnene beskæftigede.

En intetsigende vestligt lydende musak strømmer ud af cafeens højtalere og blandes med stemmer, der taler sammen på alverdens sprog. Antallet af børn taget i betragtning, er der forbløffende lidt barnegråd.

En cirka 60-årig mand ved siden af mig begynder at klippe negle og smider neglestumperne ned i sit tomme kaffebæger.

Som et gråhåret vestligt udseende ægtepar går forbi, står de i skærende kontrast til den mørkhårede majoritet. En kvinde med lang lyst hår, en pink top og ultralårkorte shorts minder mig om ‘kvinden i rødt’ fra Matrix, som hun afkræver opmærksomhed ved sin blotte tilstedeværelse der er helt malplaceret ved siden af kvinder i niqab og mænd i hvide kjortler og med rødt kuffyia på hovedet.

En gruppe af omkring 10 asiatiske midaldrende kvinder strømmer højtsnakkende ud fra toilettet. Lidt efter går en gruppe indere i kulørte t-shirts den anden vej.

Lufthavnen er på den ene side fuld af liv og kultursammenstød som forskellige mennesker fra forskellige verdensdele krydser hinandens veje. Og på den anden side er der en mærkelig ro og balance i forskellighederne, måske fordi alle har samme ærinde – de venter på deres fly.

When welcomed into Palestinian homes I always find myself on high alert, constantly scanning everyone else’s behavior to copy them and seek to show respect for their norms and customs. Am I greeting everyone in the right way? Pronouncing people’s names right? Eating in the same manner? Seemingly small things, but I have noticed that for instance just my very proper use of knife and fork sparks snigger and comments in many places around the world from the US to Palestine.

As the session at EMAJ (Euro-Mediterranean Academy for Young Journalists) yesterday centered around misunderstandings and clashes in social and cultural norms in Northern Europe and the Middle East, I was discussing my experiences with Kübra, who is German but of Turkish descent.

She told me, how she had always tried to ask German friends to explain the social codes to her, to make sure she did not to offend anyone. But people would just smile and tell her “no no, don’t worry, that’s OK”, after which she would realize that she was breaking a number of social codes.

As a Dane living and working in an Arab society I am still after one year – or maybe especially now after one year – continuously aware of the cultural norms that I don’t pick up or don’t understand.

Most often I simply feel like an elephant in a porcelain store.

And I suddenly saw that my experiences of being a Dane in an Arab country is almost identical to that of being a Turk in Germany – or an Arab in Denmark.

This might seem like stating the obvious, but being from a very blond and blue-eyed (in several meanings) part of Denmark, I have only known a few foreign immigrants and refugees and therefore have reflected very little on their everyday life and the struggles in having to fit in to a society so different from the Arab one. But as I was talking with Kübra, I realized that I am now walking in their shoes.

"Revolution will not be tweeted" - from Qasr el-Aini Street in Cairo by arabawy.org

Today, a year later, any notion of giving credit to the social media tools more than the actual people using them, is generally considered ignorant. Not least in Egypt, where social media initially might have been at the center, but according to young Egyptian  journalist, Rowan El Shimi protesters and citizens are recognizing that revolution happen in the streets – not in front of the computer.

In a country where internet penetration is low and many can’t read and write, social media platforms can only reach so many and are considered with major skepticism.

Still, the use of Youtube for covering and documenting brutal attacks on protesters have had an irrevocable impact – so much that there’s a conviction in people’s mind that ‘if its on Youtube, it happened – if not, it didn’t,’ says the Egyptian Nasry Esmat, Senior News Editor at Yahoo and EMAJ trainer.

Due to this acknowledged importance of the Egyptian citizens’ Youtube videos, the non-profit media centre Mosireen formed, which gathers these videos for a major archive, explains Rowan El Shimi. This systematic collecting and organizing of videos has led to the videos being broadcasted on private TV stations, and as Mosireen – meaning ‘we assist’ – recognized the lack of access to information by ordinary Egyptian, they encouraged people to project their collected videos in public fora, such as walls. This allows people access to the tools of social media without the access to social media and literally takes social media to the streets.

Where the Mosireen initiative is going is yet difficult to estimate, but though a revolution cannot be tweeted, the tools of social media for covering the revolution are without a doubt priceless.

The story is based on discussions and discoveries made during the EMAJ2012 Academy in Alexandria, but reflects authors own opinions.

Read more about the EMJ2012 Academy or follow discussion on Twitter using #EMAJ2012