Mit første møde med tåregas

Posted on 21. april 2011

0


Jeg skulle til rap-koncert i gaar – eller det troede jeg, jeg skulle.

Koncerten var en del af en litteraturfestival med gaesteforfattere fra hele verden og skulle foregaa i Jerusalem, i et palestnaensisk omraade, Silwan.

Jeg er afsted med kolleger, en journalist og hendes mor, som er paa besoeg, og en fotograf. Da vi ankommer, er vejen spaerret, saa vi stiller bilen og gaar det lille stykke ned til et telt, hvor arrangementet skal holdes. Vi gaar forbi braendende bildaek og lidt derfra er nogle unge maend ved at saette ild til flere. Luften er tyk af roeg og, hvad jeg finder ud af er, taaregas.

Arrangementet er ikke i gang, men der er en maerkbar spaending i luften. I doeren staar ‘en af rapperne, som jeg genkender fra TEDxRamallah. Jeg spoerger hvad der er sket, og han traekker paa skuldrene og siger “Trouble, I guess.” Jeg fortaeller, jeg hoerte dem til TEDx og han tilfoejer smilender: “From TEDx to here – it’s a time machine.”

Min journalistkollega er i gang med at interviewe nogle lokale, bl.a. pressekoordinatoren for Silwan (der er aabenbart optoejer her saa ofte, at de er meget bevidste om, hvad presseomtale betyder). Pludselig hoerer vi larm uden for teltet og naar at se to biler klemme sig forbi de nu naesten udbraendte daek, hvorefter en haandfuld drenge i 10aars alderen kaster sten efter bilen. Mindre en 5 minutter efter bliver luften gennemtraengt af taaregas og folk loeber i alle retninger. Af ren indstinkt tager jeg mit aerme for naesen, men det svider saa jeg naesten ikke kan faa vejret.

Jeg bliver vaek fra de andre, men faar oeje paa pressekoordinatoren, som giver mig noget vat dyppet i sprit, som jeg saetter for naesen. Det hjaelper lidt. Flere maend med orange veste og noedhjaelpstasker hjaelper aeldre maend af og drenge med at komme vaek.

Vi er en lille gruppe, der staar samlet og spejder for at se, om vi kan se flere daaser med taaregas. Jeg spoerger en mand sidst I 20’erne, Ibrahim, om det her sker tit, og han svarer “almost every day.” Jeg introducerer mig selv og siger, at jeg ville oenske forholdene havde vaeret bedre.

“This occasion is good. At least noone was killed today,” siger han.

Efter en god times tid, bevaeger vi os tilbage mod teltet og finder en stor flok mennesker. Hurtigt gaar der forlydender om, at bussen med forfatterne er paa vej og arrangementet vil foregaa som planlagt.

Og rigtig nok: en halv times tid senere er bussen naaet frem til teltet. Og selvom arrangoererne maa improvisere lidt, laeser flere forfattere hoejt fra deres digte og romancer, som alle dreje sig om etniske sammenstoed og kampen for frihed – fra Indien til USA’s sydstater. Under oplaesningen kaster israelske soldater sten mod teltet.

Aftenen afsluttes som planlagt med koncert med det palaestinensiske rap-band, DAM.

“People are so happy, that we have come, and welcomed us with gaz,” siger sangeren, Tamer Nafar.

Paa grund af tekniske vanskeligheder laegger de ud acapella. Og da musikken senere kommer til at virke, loeftes stemningen yderligere da hele teltet synger med paa omkvaedene i de palaestinensiske sange.

Turen hjem fra Silwan igennem West Jerusalem staar i skaerende kontrast med aftenens tidligere begivenheder. Paa de rolige og rene gader gaar faa ortodokse joediske familier tilsyneladende uvidende og uberoerte af sammenstoedende kun faa 100 meter vaek.

Laes mere om begivenhederne:
Palestinian Festival of Literature Outro: Poems, Flames, Tears and Rap (af LOB og fotograf, Lazar Simeonov)

Clashes erupt in Silwan, but Literary Festival carries on (skrevet af min kollega)