Tørklæder, strobelys og steroidemænd

Posted on 19. maj 2011

0


De tre ord kan opsummere mit første indtryk af mit nye fitnesscenter i Ramallah. Fitnesscenteret er nyt, og der er flere forskellige maskiner, end jeg har set nogen steder i Danmark: Eksempelvis en form for bænk til mavebøjninger, der er sat på en plade med et lille basketballnet. Når man så laver mavebøjninger, kaster man bolden i nettet, lægger sig ned, mavebøjning op, samler bolden op, lægger sig ned: Op – kast – ned. Op – samle op – ned, osv. – smart!

I går var jeg til min første spinning-time. Alt starter selvfølgelig “Palestinian-time,” så da jeg dukker op på slaget fem, er der kun ‘en anden i rummet: En kvinde iført en ‘jilbab’ (en lang frakke, som nogle muslimske kvinder har på) og tørklaede. Jeg kigger spørgende på hende: “spinning?”. Hun nikker smilende, og jeg tænker ignorant, at det må være lidt besværligt.

Lidt efter kommer flere til – kun kvinder – og træneren, som også har tørklæde på, kommer ind. Hun lukker og låser døren, og så bliver tørklæder og frakker taget af, hvilket afslører sportstøj og hår sat op i hestehaler, for nu skal der jo trænes.

Træneren starter anlægget og Pitbull’s “I know you want me” tordner ud i rummet. Lyset bliver slukket og diskokuglen i loftet sat i gang. “Up up,” råber instruktøren, mens hun peger på modstandshåndtaget på cyklen for at vise, at den skal strammes. På trods af air condition bliver det lille lukkede rum hurtigt varmt, og sveden pibler frem på panden. Efter lidt opvarmning bliver 90’er hittet “Sandstorm” sat på. Instruktøren råber “ashra” – hurtigere – og så bliver der ellers sat gang i strobelyset, der blinker derudad. Jeg smiler ved tanken om, at dette spinninglokale har mere gejl end de lokale diskoteker, jeg har været på. Men det virker, og jeg træder lidt hårdere i pedalerne.

Efter en time er min bluse gennemblødt, og jeg misunder på ingen måde kvinden ved siden af mig, som igen tager sin jilbab på. Fra klokken 10 til 14 er fitnesscenteret kun åbent for kvinder, men her om eftermiddagen er der også mænd, der pumper. Flere af eftermiddags- og aftenholdene holdes dog lukkede for de kvindelige medlemmer – en tilsyneladende effektiv måde at lokke kvinderne til, for holdene er fyldte. Der er dog også mange kvinder i det store rum med maskiner. På løbebaandene løber kvinder – båede med og uden tørklaeder – mens steroidepumpede mænd oplsugt nærstuderer deres absurd voldsomme muskler, mens de løfter vægte. Jeg går forbi en ekstraordinært stor bodybuildertype med langt skinnende tyskerhår, der ligner noget taget direkte ud af 80’erne. Dopingmisbrug i Palæstina er vist helt sikkert et emne, der kan behandles i en kommende artikel.

Se video fra mit nye fitness center:
Oxygen Gym, Ramallah, Palæstina (spørg mig ikke hvorfor, der er så meget fokus på sne i videoen)