Ramadankaos ved Qalandia

Posted on 13. august 2011

0


“Alt er bare lidt mere helligt under Ramadanen – ikke mindst fredag,” sagde ‘en palæstinensisk kammerat den anden dag. Og det fik jeg at se i går, da jeg fejlagtigt valgte at ta en tur til ‘den hellige by’ på netop en fredag under Ramadanen.

Palæstinensiske kvinder valfarter til Qalandia for at bede i den hellige Al Aqsa moské under Ramadanen

Hundrede af palæstinensiske kvinder valfarter til den hellige Al Aqsa moské i Jerusalem under Ramadanen - men først skal de gennem Qalandia checkpointet

I en uge er jeg gået igennem mennesketomme gader, når jeg tager på arbejde ved halv ottetiden. Derfor tænkte jeg ik over, at gaderne også i går var helt tomme, da jeg klokken otte gik mod bussen til Qalandia checkpointet for at komme til Jerusalem. Og derfor blev jeg desto mere overrasket over at se det mareridt af biler, busser, taxaer og mennesker, der dannede en massiv prop rundt om checkpointet.

Kvinder iført den traditionelle ‘jilbab’ med palæstinensiske broderier og tørklæde kommer vrimlende fra alle retninger bærende på børn og stole (?). Cirka 50 meter fra checkpointet samles de i en stor gruppe, og jeg ser først nu, at selve checkpointer er lukket og massive afspærringer er sat op som kvinderne skal igennem. Hævet over afspærringerne står mænd i ‘røde halvmåne’-veste klar til at hjælpe til, hvis nogle bliver dårlige blandt massen af masende og ivrige kvinder.

Nogle meter fra kvindeflokken står mændene og ser til. Næsten udelukkende kvinder og børn får tilladelse fra de israelske myndigheder til at tage til Jerusalem og bede i Al Aqsa-moskeen, der er det tredjehelligste sted inden for Islam. Så mændene må blive hjemme og nøjes med at følge familien til checkpointet.

Kaos ved Qalandia checkpoint under Ramadanen 2011

Røde halvmåne-folk holder øje med massen af kvinder, der venter på at blive lukket gennem checkpointet - kun få mænd kan få den nødvendige tilladelse

Jeg opgiver hurtigt at komme gennem checkpointet og ser mig om efter en taxa. En mand ser sit snit til at blive hjulpet gennem Hizma-checkpointet af mine blonde lokker. Men jeg afviser med dårlig samvittighed af frygt for de problemer, det ka give at bluve stoppet, og han ikke har de rigtige papirer. I stedet hopper jeg ind i en taxa med en ældre kvinde og satser på, at hun har ID til at komme igennem. Alligevel holder jeg vejret og fingererer nervøst med mit pas, da vi nærmer os checkpointet ved Hizma. Men næh, taxaen med israelske nummerplader smutter lige igennem uden teenagesoldaterne – der fnisende og grinende står og skubber til hinanden – så meget som kigger op.

Så mens hundrede af kvinder og børn står i kø i timevis efterfulgt af sikkerheds- og ID-tjek, ka jeg med mit magiske pas og mit europæiske look drøne lige forbi.

Og jeg overvejer naturligvis, hvorfor andre ikke følger samme eksempel som kvinden på bagsædet. Men hun har sandsynligvis enten israelsk ID eller har dokumentation for at være bosiddende i Jerusalem. For de færreste vil risikere at blive taget med de forkerte papirer, da det ka betyde fængselsstraf eller gøre det umuligt at få tilladelse til at komme ind i Israel en anden gang.

Kvinder ved Qalandia checkpointet under Ramadanen

Fredag aften er trafikken ved Qalandia ligeså hektisk, som om morgenen, da kvinderne vender hjem fra Al Aqsa-moskeen