Og imens går livet sin gang i Ramallah!
Måske skulle det ske før eller siden – et angreb på Israel fra palæstinensisk side. Jeg ved ikke, hvorfor det overrasker mig sådan. Måske er jeg blevet så overbevist over den ro og tro på en diplomatisk – eller i hvert fald ikke-voldelig – løsning, der er blandt folk i Ramallah, at jeg glemmer, hvor langt der er fra Vestbredden til Gaza – og endda fra Ramallah til resten af Vestbredden.
Ved 14-tiden opdagede jeg for første gang, at der var gang i et eller andet, og på hvilken anden måde end gennem FB.
”Several reported dead by gun shot attack in Eilat, several soldiers were reported injured, there has been an exchange of fire between soldiers on the Egyptian Israeli borders. 3 of the gunmen were killed during the attack. so far the identity of the militants is unknown.”
Ærligt talt slog jeg det hen, det kunne jo ikke være rigtigt.
Efter arbejde tog jeg ud for at kigge på ny bolig. Jeg handlede ind. Og lavede mad. Og så kom min roommate hjem og sagde: ’Har du hørt at der har været et angreb på Eilat? Og nu bomber de Gaza…’ Og det havde jeg jo, uden egentlig at høre det rigtigt. Så jeg tjekkede min Reader og min igoogle for nyheder og læste, at otte israelere var blevet dræbt i et koordineret angreb på blandt andet en Egged-bus (på en rute jeg tog for under to uger siden). IDF (Israeli Defence Forces) havde, ifølge den israelske avis Haaretz, dræbt fem af de formodede gerningsmænd, men mente, at mindst 15-20 stod bag aktionen. Samtidig oplyste palæstinensiske Maan News, at seks palæstinensere var dræbt som følge af et israelsk luftangreb i Gaza.
Jeg gik ud på gaden, hvor den sædvanlige weekendstemning prægede gaderne. Familier gik aftentur, butiksejere bød folk indenfor, kulørte lamper blinkede ned til mig fra hustagene og teenagere hang ud efter dagens ’iftar’ (morgenmad, som spises omkring halv syv under Ramadanen). Helt som det plejer. Ingen steder kunne man mærke, at i den anden del af de Palæstinensiske Territorier blev landsbyer bombet.
Jeg mødtes med en gruppe af internationale og talte om, hvad det mon lige var, der skete. Vi diskuterede forskellige scenarier og kom med dybe, analyserende vurderinger om, hvilken betydning, det ville få (ikke mindst for os selv).
”Om to dage er det glemt – de bomber i Gaza hver dag, vi hører bare ikke om det,” sagde ’en palæstinensisk kammerat og jeg kiggede skeptisk på ham.
Da jeg gik hjem, lød der et ordentligt brag i en gade få meter fra, hvor jeg gik. Fyrværkeri i anledning af Ramadanen – og jeg tænkte på, at de brag, de nu hører i Gaza, må være noget mere skræmmende.
occupiedinthoughts 
august 19th, 2011 → 21:52
[…] A group of 150 people met at Ramallah’s center, the Al Manara circle, Friday evening to show solidarity with the victims of the bombing in Gaza. A core group of around 50 sang and yelled chants such as: “May the occupier leave –Palestine wants freedom” and “Gaza, you are not alone.” In the rest of downtown Ramallah, the mood was as any other Ramadan Friday with families strolling down the streets, looking at stores and chatting with friends (see yesterday’s blog post). […]