Palæstina eksisterer ikke i israelske guidede ture

Posted on 1. september 2011


Konflikten mellem Israel og Palæstina er ikke mindst en kamp om ord – både dem, der bliver sagt og dem, der ikke bliver sagt. Men ord bliver ikke kun brugt af politikere til at manipulere deres egen befolkning eller ’fjenden’ eller det internationale samfund. Politisk propaganda er også en del af turismen.

Religiøse turister er uden at vide det ofre for politisk propaganda

Religiøse turister er uden at vide det ofre for politisk propaganda

Jeg er taget på en guidet tur til hellige Bibel-sites i Nazaret og Galilæa. Og allerede som den kvindelige guide, der er i midten af tredverne, byder velkommen på flydende engelsk og spansk, udstråler hun den autoritet, som guider nu engang udstråler, når man er uvidende turist i et nyt land. Og som hun slynger om sig med tal og navne på gader, byer og historiske personer – ikke mindst bibelske – bliver man hurtigt overbevist om, at hun kan sit kram, og jeg og de andre turister fra blandt andet USA, Brasilien, og Bukino Faso lapper oplysningerne i os.

Turister ved Bebudelseskirken i Nazareth

Turister fra hele verden valfarter til Bebudelseskirken i Nazaret

Da vi bumler gennem det bakkede landskab og ser ud på en række landsbyer, hvor kupler og minareter stikker op og afslører deres arabiske indbyggere, fortæller guiden:

”Til højre ser I en række arabiske byer. Her bor de palæstinensere, der ikke flygtede til Vestbredden eller Gaza. De har israelsk statsborgerskab og alle de samme rettigheder og forpligtelser som andre israelere. De kan stemme, gå på universitetet og endda selv stille op til parlamentet,” siger hun.

Uden at være ekspert, tror jeg helt bestemt at Adalah (The Legal Center for Arab minority Rights in Israe) vil være uenig. I deres seneste rapport fra juni 2011 skriver de:

“Between January and April 2011, several laws have been enacted that threaten the rights and harm the legitimate interests of Arab citizens of Israel, on the basis of their national belonging. The laws concern a broad range of rights, including land rights, citizenship rights, the right to political participation, the rights to freedom of expression and association, and the rights to a fair trial and freedom from torture and ill‐treatment.”

Et eksempel er love, der giver mulighed for at annullere statsborgerskab ved mistanke om spionage eller manglende loyalitet over for Israel. Et andet er ”Law of return”, som automatisk giver israelsk statsborgerskab til jøder overalt i verden, mens palæstinensere uden israelsk statsborgerskab eller opholdstilladelse ikke engang kan få besøgstilladelse til at besøge familie og venner i Israel. Så er der love, der økonomisk forfordeler tidligere soldater ved at betale for uddannelse eller bolig. Da palæstinensiske israelere er ekskluderet fra værnepligten, har de dog ikke adgang til disse goder. ”The Admissions Committees Law” giver lokale boligforeninger, der inkluderer medlemmer af zionistiske organisationer, mulighed for at vælge ansøgere til boliger på baggrund af deres religion og herkomst. Og ikke mindst er der ’Nakba-loven’ (læs mere om ’Nakba’), som økonomisk straffer institutioner, der ikke anerkender Israel som en ’jødisk og demokratisk stat’ og som mindes uafhængighedsdagen som en tragisk dag. På den måde hindres skoler med arabiske elever i at undervise i deres palæstinensiske baggrund og kultur.

Kirken i Taghba, hvor Jesus forvandlede to fisk og fem brød til mad til 5.000

Kirken i Taghba, hvor Jesus forvandlede to fisk og fem brød til mad til fem tusinde

I løbet af dagen stopper vi, der hvor Jomfru Maria første gang så ærkeenglen Gabriel, der hvor Josef havde sit værksted, der hvor Jesus lavede vand til vin, der hvor han fodrede tusinde af mennesker med to fisk og fem brød og så videre. Og som vi valfarter fra kirke til kirke, Bibelsted til Bibelsted, passerer vi den ene arabiske landsby efter den anden – uden at guiden på et eneste tidspunkt nævner ordet ’Palæstina’. Ikke engang, da vi kører ind på Vestbredden. I stedet fortæller hun, hvordan området før 1967 tilhørte Jordan, men nu delvist er israelsk og delvist palæstinensisk kontrolleret.

Og selv da vi passerer checkpointet og kører langs betonmuren rundt om Jerusalem, siger hun: ”Denne mur er muren, der adskiller israelere og palæstinensere.”

Man kunne kalde hendes tilgang ’diplomatisk’… men ikke underordnet. Ved ikke at nævne ’Palæstina’, er det som at sige det ikke eksisterer – og det er en politisk holdning, ikke en neutral beretning, som ellers kunne forventes på guidet tur. På den måde bliver turister, der måske ikke kender situationens små, men afgørende nuancer, fodret med politisk propaganda uden at være bevist om det.

Politisk turisme vinder popularitet i Israel og Palæstina, og jeg deltog netop i en sådan tur til ’Separationsbarrieren’ eller ’Muren’ for to uger siden. Men turen blev netop slået op på at være en politisk tur, og jeg var klar over guidens politiske holdning, da turen gik i gang. Men når intetanende turister tager på ’harmløse’ pilgrimsrejser forventer de ikke, at de samtidig bliver fyldt med politisk propaganda. I et land i konflikt er den største kamp dog kampen om ord.