Busser, kaffe og geværer

Posted on 6. november 2011

0


Jeg missede min bus og er derfor fanget på bus stationen i Jerusalem søndag formiddag i, hvad der ligner, rush hour (det er jo hverdag i Israel). Jeg sætter mig med en kaffe og betragter scenen af liv. Overalt er folk på vej mod deres bus og i de mange bagerbutikker langer ekspedienter kaffe og brød over disken til de lange køer af mennesker.

Israelske soldater på bus stationen i Jerusalem

Israelske soldater på bus stationen i Jerusalem

Og hvor end man kigger hen, er der grønne uniformer. Weekenden er slut og soldater ska tilbage på tjeneste. En mandelig og kvindelig soldat drikker kaffe ved siden af mig. De rejser sig og kysser hinanden i hed afsked. En gruppe unge fyre går forbi, hver med et gevær langs siden. ‘En har farvet sit i hvide og brune farver så det nærmere ligner et stykke legetøj. En anden gruppe fyre med kalot på hovedet, en rygsæk over den ene skulder og gevær over den anden bestiller kaffe og crossainter i kiosken ved siden af mig. En pige går forbi med to ‘kasser’ (aner ikke hvad det rigtige ord er) ekstra ammunition til en maskinpistol i bæltet.

De fleste af soldaterne er almindelige menige og omkring 18-20 år. Unge piger med lidt for meget makeup, blodrød læbestift og en pink mobil i bæltet ved siden af deres våben. Drenge, der har trukket militærbukserne ned midt på numsen. Nogle sidder og spiller på deres iphone, andre står i grupper og pjatter.

Jeg mindes ikke nogensinde at have set så mange våben samlet på et sted. Jeg ka mærke mit hjerte banke lidt hurtigere og min mave trække sig sammen, som min krop gør mig opmærksom på, at den er utryg og på vagt. Selvom stemningen er afslappet og hverdagsagtig, er der noget i mig, som siger ‘dette er ikke normalt’.