Palestine – Valentine

Posted on 14. februar 2012

0


Ja, ordene ligner jo alt for meget hinanden til, at man ikke kan udnytte ordspillet. Og det blev det også.

”Happy Palestine Day” og ”Sorry Valentine, my heart is in Palestine” gik igen på både Facebook og Twitter.

#LoveUnderApartheid

For nyligt blev en ny kampagne skudt i gang under sloganet (eller rettere ’hashtagget’) #loveUnderAparthied, der som navnet afslører fokuserer på de problemer, besættelsen – og den adskillelse, den indebærer – medfører for kærlighed. På hjemmesiden loveunderapartheid.com er videoklip med par, der har fundet sammen på trods af besættelsen eller familiemedlemmer, der holdes adskilt pga. problemer med at få de rette papirer (for mig var den mest rørende video om Samer, der ikke kunne besøge sin mor, der lå døende, fordi han – på trods af at være født i Jerusalem – ikke kunne få hverken israelsk eller palæstinensisk ID).

Jeg hører ofte historier om folk, der tager til Jordan for at holde bryllup, for at gøre det muligt for familiemedlemmer, der ofte er spredt ud over hele verden, at komme dertil. Men det betyder måske, at de palæstinensere, der rent faktisk bor i de palæstinensiske områder og kun har palæstinensisk ID, ikke kan komme med. For størstedelen – især mænd i alderen 15-60 sådan cirka – er det nemlig tæt på umuligt at få papirer, der tillader at forlade de palæstinensiske territorier.

Så er der historierne om alle de par, hvor den ene er palæstinenser og den anden udlænding. Og med de uendelig mange internationale organisationer, der er placeret i de palæstinensiske områder, er der naturligvis også mange internationale, der arbejder her…. Og som forelsker sig i en lokal ’shaab’ eller ’sabbiye’. Men på 3-måneders visum, som er den eneste mulighed for størstedelen af de udlændinge, der arbejder her, er det en noget usikker fremtid for et spirende forhold.

Den historie, der har påvirket mig mest, er om min unge kollega, Ali, der er gift med en pige fra Gaza. I flere år boede de sammen, mens de begge læste på universitetet, men mens hun var hjemme og besøge familien brød den Anden Intifada ud, og hun blev fanget der, mens Ali er her. Sådan har situationen været for det unge par, det meste af den tid, de har været gift.