Demo-træthed

Posted on 29. marts 2012

1


Unge palæstinensiske piger sms'er under demonstration

Unge palæstinensiske piger sms'er under demonstration

I dag er ’yom elard’ – Land Day – hvor palæstinenserne markerer det land, de mistede i 1948 og 1967. Det er en vigtig dag for mange palæstinensere og er i årevis blevet markeret med demonstrationer overalt på Vestbredden og i Gaza. Men de seneste år er demonstrationerne svundet betydelig ind.

Palæstinenserne er trætte af konflikten. Og ikke mindst indbyggerne i Ramallah, som det seneste årti har oplevet et betydeligt økonomisk løft, og som i dagligdagen ikke støder på israelske bosættere eller soldater.

Så da jeg spørger mine kolleger om deres planer for den store dag, møder jeg mest et lidt opgivende træk på skuldrende. En kvindelig sekretær er dog tydeligvis splittet mellem to identiteter: palæstinenseren, der er blevet indoktrineret med kampen for ’frihed’, og moderen, der mest går op i sine børns velbefindende, og at huset er rent og pænt.

”Jeg levede under den første intifada – dengang gik jeg i folkeskole” siger hun og smiler nostalgisk. ”Der skete noget hver dag, og jeg kan ikke lade være med at sammenligne med nu. Generationen i dag er ligeglade. De gider ikke mere. De vil bare leve deres liv.”

De fleste palæstinensere er vokset op under israelsk besættelse, og de mange unge (52% af alle palæstinensere var i 2006 under 18 år viste tal fra Palestine Center of Statistics) kan kun svagt huske tiden før muren, hvor deres forældre arbejdede i Israel, og familien tog på søndagsture til stranden ved Akko eller Jaffa.

”Vi lever og ånder politik,” sagde en ung pige til mig under en demonstration sidste forår. Og selv helt små børn kan palæstinensiske slagsange og kampråb om ’frihed’, ’oprør’ og ’ud med besættelsen’ på rygraden.

Omvendt vokser boblen om Ramallah sig større og større. Flere og flere familier og unge studerende flytter i de mange nyopførte lejligheder. Og de unge her, der sjældent forlader byen og bruger deres fritid på at shoppe og hænge ud på cafeer, har ikke lyst til at sætte deres ’nemme liv’ over styr. De går i skole eller på arbejde, bliver gift og får børn og skal forsørge familien og passe hjem.

”Hvordan er det meningen, vi skal starte  en ‘tredje intifada’ og samtidig passe vores børn og hjem?” siger den nogen-og-fyrre-årige kvindelige sekretær.