Egyptisk journalist: Tynd linje mellem borger og journalist

Posted on 11. juni 2012

0


Journalister i Egypten fandt sig selv fanget mellem professionelle og personlige principper. Som de så familiemedlemmer, naboer, venner og tilfældige medborgere blive forulempet under folkets oprør mod regimet, var det svært at se passivt til fra sidelinjen.

For en måned siden var jeg så heldig at deltage i en omfattende workshop for journalister fra Europa og Mellemøsten. Da workshoppen fandt sted i Egypten, var der meget naturligt en del egyptiske deltagere – unge, journalister hvoraf mange havde dækket revolutionen på tæt hold, og oplevet på egen krop, hvor svært det er at bevare den professionelle afstand, når éns land står i flammer.

Interview med Rowan El Shimi (1. maj 2012)

I mit arbejde i mediesektoren i Palæstina, har jeg i løbet af det seneste år lagt mærke til, hvor svært – hvis ikke nærmere umuligt – det er for lokale journalister ikke at være præget af deres personlige baggrund og oplevelser. Flere fortæller mig, at når man er vokset op i en konflikt, der dikterer alt i éns hverdag, vil det have en naturlig og uundgåelig indflydelse på en persons verdenssyn.

Denne opfattelse kaldes mere akademisk ’socialkonstruktivisme’ og går mere simpelt fortalt (selvom teorien langt fra er simpel) ud på, at mennesket ikke er i stand til at værd ’objektiv’, men altid vil være påvirket af de kulturelle og sociale normer og regelsæt, de er vokset op med og befinder sig i. Det vil sige, at en persons oplevelse af ’sandheden’ er påvirket af dennes forståelse af verden, som er påvirket af dennes opvækst.

I videnskabelige kredse bliver det mere og mere opfattet som en selvfølgelighed, at der ikke findes en nøgtern sandhed. Men i journalistikken har ’objektivitet’ historisk været så solid en grundpille, at det stadig er kontroversielt at påstå, det ikke er muligt.

Flere anerkendte, internationale journalister har rokket ved objektivitetsidealet (Watergate-journalist Carl Bernstein er ofte blevet citeret for hans “journalistik er at prøve at nå frem til den bedst opnåelige version af sandheden” og Martin Bell, BBC-korrespondent i Sarajevo under krigen i Bosnien, foreslog “journalism of attachment”) – men bliver som regel mødt med højtlydt kritik og anklager om aktivisme eller PR.

Som journalist bliver jeg – ligesom størstedelen af journalister, der arbejder i følsomme områder eller med kontrovesielle emner – ofte mødt med kritik om at være unuanceret eller partisk. Hvis idealet om objektivitet falder, vil en sådan kritik nødvendigvis forværres. Derfor drejer det sig ikke om, at journalister ikke skal tilstræbe at rapportere professionelt, sagligt og dybdegående. Det er en del af deres job. Det handler i stedet om at anerkende, at journalister ikke er maskiner, men at deres beskrivelser af ‘sandheden’ er uundgåeligt påvirket af, hvordan de opfatter verden omkring sig.

Så når den egyptiske journalist, El Shimi fortæller om sine professionelle dilemmaer, da Cairos gader fyldtes med røg og tåregas, er det ikke et tegn på at hun er en dårlig journalist, men blot at hun – ligesom alle andre journalister- trods alt er et menneske.