Et pressemøde hjælper ikke ofrene – en starstruck kynikers beretning

Posted on 12. juli 2012

0


Journalister in Beitala konfronteres af israelske soldater

Journalister in Beitala konfronteres af israelske soldater

Jeg har været til pressekonferencer før – men stadig så få at det for mig er ‘a big deal’. Ikke mindst når jeg modtager invitationen direkte i min personlige email inbox, og den har overskriften ‘Settler Violence in th Occupied Palestinian Territory’. Og jeg er ikke mindre smigret over min invite, da jeg møder op på Ramallahs 5-stjernede Møvenpick-hotel, hvor der er journalister fra alle de store mediehuse – AP, Reuters, AFP, Al Jazeera og en række flere. Ja, faktisk ville jeg have været totalt starstruck havde det ikke været for de 3-5 andre unge journo-spirer, jeg kender fra denne side af muren.

Pressemødet er arrangeret af FN-kontorerne UNECEF og OHCHR, den internationale observatør organisation EAPPI og menneskerettighedsorganisationerne Al Haq i Palæstina og B’Tselem fra Israel. Det er ‘tunge drenge’, og der er lagt op til en prof og omfattende briefing om situationen ifht. ‘settler violence’ – overgreb mod palæstinensere begået af bosættere. Men efter at byde velkommen, forklarer direktør af OHCHR Matthias Behnke, at mødets første halve time er “off record” – sorry, men hvorfor ha et rum fyldt med omkring 20 journalister fra verdens ledende mediehuse for at fortælle dem, de ikke må citere??? Jeg er totalt forvirret – især over, at ingen sætter ?? ved det, men intimideret som jeg er, holder jeg pænt min mund og skjuler let min diktafon.

Det er nu ikke, fordi budskaberne fra de fem direktører er særligt følsomme – blot foruroligende, hvilket ikke er så mærkeligt temaet taget i betragtning. De fremlægger de seneste statistikker og virker næsten til at plage de tilstedeværende pressefolk om at rapportere tallene.

‘I ku tage til Hebron, når skolerne begynder igen og fortælle om børn, der bliver chikaneret eller forhindret i at komme i skole,’ siger damen fra UNICEF.

‘I er velkommen i Susya, hvor vi følger børn til skole for at undgå, de bliver angrebet, og hvor der er kontinuerlig chikane af palæstinensiske familier med henblik på at få dem til at flytte,’ siger EAPPI-kvinden næsten bedende.

Og selvom begge er gode ideer til historier, slår mit Rasmus modsat-gen ind: du ska ik komme her og fortælle mig, hva jeg ska skrive.

De forklarer, at de håber, at de ved at slå dig sammen kan presse Israel yderligere til at lægge handling bag deres ord om at ville leve op til deres internationale ansvar som besættelsesmagt om at beskytte civilbefolkningen. Og tilføjer lige at ‘det jo også afhænger af mediernes dækning’…. og igen slår mit ‘du ska ik fortælle mig, hvad og hvordan jeg ska skrive’-gen ind.

Og jeg tænker, at når jeg – på trods af total begejstring over gratis kaffe og kage og forudarbejdet pressemappe med rapporter, citater fra officielle kilder og dvd’er med råmateriale af overgreb – blir så provokeret af vage udsagn og hentydninger til, hvad jeg bør eller ikke bør skrive, så er de seje damer og herrer fra toppen af min piedestal nok ti gange mindre uimponerede.

Dagen fortsætter med arrangeret bustur til en landsby, Beitala.

Palæstinensisk kvinde i Beitala taler med journalister

Palæstinensisk kvinde i Beitala fortæller journalister, hvordan hendes families oliventræer konstant udsættes for vandalisme af israelske bosættere

Over halvdelen af journalisterne er taget tilbage til ‘deres side af muren’, hvor de måske, måske ikke vil skrive et par telegrammer eller historier om dagens tal. Hvis et par hundrede tilfælde af vold mod børn på vej til skole og ti vandaliserede moskeer kan konkurrere med en bombe eller endnu en massakre i Syrien.

I Beitala står byens borgmester og flere af byens mænd på nakken af hinanden for at fortælle ‘verdens presse’ om deres vilkår. Efter tre har fortalt om, hvordan 100 af deres oliventræer blev revet op eller brændt i 2008, mister flere journalister tydeligvis interessen indtil ‘en siger: “Jamen i går ødelagde bosættere 18 træer lige her.” Yes, nyhedskriterium…. selvom det stadig ikke helt holder vand mod oversvømmelse med flere dræbte i Rusland.

Vi går rundt mellem ødelagte oliventræer indtil omkring 10 unge soldater i fuld kampuniform kommer hen og vildt gestikulerende spørger til, hvad vi laver. De beder en kvinde fra B’Tselem om at komme hen til dem, mens hun nægter og siger, at vi er en gruppe og alt ka siges højt. En arabisk fyr, der kan hebraisk oversætter, og jeg har hurtigt fået trykket på ‘record’ – yes, action. De ‘stakkels’ soldater indser dog hurtigt, at det nok ikke er denne gruppe, de ska vise deres magt overfor. Og efter lidt tid begynder folk at kede sig og vender tilbage til air conditionen i UN-bilerne.

Turen går tilbage til Ramallah, hvor de fleste journalister vender hjem til deres kontorer i Jerusalem, jeg selv til mine trygge rammer i den gamle bydel. Og i Beitala ka landsbyens beboere håbe på, at dagens store fremmøde af journalister betyder, at deres marker bliver ladet være i fred en dag eller tog. Måske er der endda et par aviser eller radio stationer, som bringer en historie om deres vilkår… men så går livet videre. Beboerne blir glemt og ligeså budskabet fra dagens værter om, at ‘Israel skal lægge handling bag deres ansvar for at beskytte civilbefolkningen under besættelse’.

Dagens pressemøde virkede så imponerende for en ung, uerfaren journo-spire som mig, men om værterne af mødet eller ofrene for vold fra bosættere kommer til at få noget ud af det, må jeg alligevel sætte spørgsmålstegn ved.