Checkpoint-stop – hverdagen for palæstinensere og i dag også for mig!

Posted on 2. september 2012

0


Qalandia checkpoint mellem Ramallah og Jerusalem

Da jeg ikke havde modet til at tage billeder, er her i stedet et billede af det meget større Qalandia checkpoint som ligger mellem Ramallah og Jerusalem – altså adskiller Vestbredden med Israel (inkl. det annekterede Øst Jerusalem).

Det har nok ikke gået mange menneskers næser forbi, at der er checkpoints i Israel og Palæstina – mange checkpoints. Men før jeg flyttede hertil, troede jeg ærlig talt, at de alle sammen var mellem Vestbredden og Israel eller Gaza og Israel, og ikke inde på selve de palæstinensiske territorier. Jeg tog fejl! Deres ophøjede, formelle formål, er at gøre det muligt for israelsk militær på meget kort tid at afskære alle byer og landsbyer fra hinanden i tilfælde af udbrud af optøjer. Mange af checkpointsene er ubemandede, eller der står to-tre teenagere og keder sig i fuld kampuniform og får tiden til at gå med at SMS’er eller pjatte med hinanden uden at give meget opmærksomhed til bilerne, der kører forbi. Men det gælder langt fra alle checkpoints’ene, lærte jeg i dag, da jeg var med bussen fra Hebron til Ramallah (førhen har jeg været i bil og undgået det ‘berygtede’ Wadi Nar-checkpoint).

Minibussen fra Hebron bumler op og ned over bjerge og gennem dale – små, snoede veje, og store landeveje bygget primært for at bosættere kan komme frem og tilbage mellem Israel og deres huse. I bussen er fem unge palæstinensiske fyre, en midaldrende mand og jeg selv. Den sene eftermiddagssol står ind af vinduet og varmen gør mig træt. Jeg døser hen indtil jeg pludselig vågner ved at vi sagtner farten for at passere et checkpoint mellem Bethlehem og Ramallam. Mens privatbiler kører igennem bliver ’servees’en’ (hvad palæstinenserne kalder minibusserne) gennet til siden.

En omkring israelsk soldat i starten af 30’erne og af højere rang river døren op og begynder at råbe på hebraisk. Min 18-årige medpassager, Adel, der sidder ud mod døren, ser forskrækket og uforstående på soldaten. ”Wherefrom?” siger soldaten. ”Hebron” svarer flere af mændene. ”Oh,” siger soldaten og hæver øjenbrynene – jackpot! Den 18-årige gennes ud af bilen efter soldaten har taget hans palæstinensiske, grønne, ID-kort. En anden, yngre soldat kropsvisiterer ham et par meter fra bilen, mens soldaten i døren fortsætter råberiet – nu for at få alle andres ID. ”Har I været i fængsel?” spørger soldaten, nu på arabisk. Fyrene ryster på hovedet. ”Dig – hvor skal du hen? Hvad laver du?” siger han til én af dem. ”Ramallah,” svarer fyren, der er i starten af 20’erne, ”Jeg læser på universitetet i Cairo.” En 15-årig dreng på bagsædet har ikke sit ID med. ”Har du en telefon?” råber soldaten og den 15-årige nikker uforstående: ”Ring til din far!” Drengen ringer op og skriger småskingert og utålmodigt i røret ”Jeg skal bruge mit ID(-nummer)…. Nej, mit ID!!”

ID-kort og mit pas bliver samlet ind. Mens den midaldrende mand og jeg hurtigt får vores igen, går de unge fyres ID-kort på omgang mellem de omkring fem andre soldater ved checkpointet. Imens får den 18-årige lov at gå tilbage til bilen, og vi kører lidt frem for at vente sammen med to andre ‘servees’.

”De vil ingenting – de vil bare skabe problemer,” siger den unge studerende – der lettere ironisk viser sig at hedde Muafa’a (’den heldige mand’ på arabisk) – til mig på engelsk; ”Det her sker hele tiden.”

Vi venter i cirka 10 minutter, der føles meget længere i den stegende aftensol, mens bilen fyldes af anspændt stilhed. Så stiger chaufføren ud, henter ID-kortene, går tilbage og kører videre. En mærkelig ubeskrivelig stemning af efter-adrenalin lettelse (hvis det giver mening) breder sig. Den midaldrende siger noget, der helt tydeligt var rettet mod soldaterne og ikke noget særligt pænt. Den 15-årige stirrer skræmt ud i luften. Han fik ikke brug for sit ID-nummer.

Jeg spørger Muafa’a om han glæder sig til at skulle tilbage til Cairo. ”Ja,” svarer han: ”I Egypten kan man se mange ting og rejse rundt, som man vil. Man er…. fri!” Alligevel er han ikke i tvivl om, at han vil flytte tilbage til Hebron efter studierne. ”Det er mit hjem. Det her er mit land,” siger han og tager sig til hjertet.